Til dig, der snart flytter hjemmefra

Er det snart ved at være tid til endelig at flyve fra reden og få dit eget? Så er du sikkert også ved at opdage, hvor mange ting, du skal have styr på inden. Du skal have styr på alt det, der skal købes – og så skal du have styr på, hvordan du får plads til alt det på de få kvadratmeter, du flytter ind på. Men bare rolig. Alt det har vi her samlet nogle gode råd til.

 

Flytte-hjemmefra-indkøbssedlen

Det er tæt på umuligt at komme uden om en større indkøbstur, når man skal flytte hjemmefra. Derfor har vi herunder samlet en indkøbsseddel, der indeholder de mest nødvendige ting.

 

Til køkkenet får du blandt andet brug for:

  • Al service
  • Skåle
  • Gryder og pander
  • Grydeskeer
  • Knive
  • Skærebræt
  • Dåseåbner
  • Hvidløgspresser
  • Oplukker
  • Opbevaringsbokse
  • Mikrobølgeovn
  • Opvaskebørste
  • Viskestykker
  • Saks
  • Grydelapper

 

Til badeværelset skal du, ud over ting til personlig pleje, bruge:

  • Håndklæder
  • Bademåtte
  • Badeforhæng
  • Vasketøjskurv
  • Toiletpapir
  • Toiletbørste

 

Desuden skal der helt sikkert købes en række møbler ind – alt efter hvad du har med hjemmefra. Og nu hvor der ingen kære mor er længere, er det også tid til egne rengøringsartikler og -redskaber.

 

Udnyt de få kvadratmeter

Det første sted, man bor, når man flytter hjemmefra, er sjældent hverken et palads eller en herskabslejlighed. Så det gælder om at tænke i smarte løsninger og udnytte de få kvadratmeter.

 

Først og fremmest er det en fordel at vælge en god 3/4 seng i stedet for en topersoners. Mange senge fås endda med smart opbevaringsplads under, og med en masse puder kan den sagtens også bruges som sofa. Derudover skal du huske at udnytte al pladsen fra gulv til loft. Opbevar op ad på hylder, så du får mest muligt ud af pladsen. Er pladsen meget trang, findes der også mange funktionelle borde, der kan trækkes ud, så du kan spare plads, når du ikke har gæster.